..You're so fucking special
 I wish I was special...

Du er unik. Du er så fantastisk. Jeg ville ønske jeg var ligesom dig. Hmm..

Hvad gør noget specielt? Er det specielt, hvis du finder en mælkekarton i køledisken i supermarkedet, hvor der er en bule i? Er det specielt, hvis man spiser birkes om morgenen i stedet for sesam? Er man speciel, hvis elsker at snuse til mandestrømper, inden man vasker dem? Hvor mange procent af noget, skal der til for at man er speciel? Er rygere specielle? Eller bliver de efterhånden, når man finder ud af, hvor skadeligt det er? Eller er det specielt, jo længere man venter på, at man er den eneste, der er som man altid har været. Og så er man jo netop speciel.!?!.

Lad os sige, at du lyttede til f.eks. et musiknummer, der tilhørte Dansktop Musik eller Hård Rock. Så ville det jo være specielt for dig, hvis du ikke er vant til at høre den slags musik. Derimod vil det ikke være særlig specielt, hvis du var vant til at lytte til den genre. Det ville så ikke skille sig ud fra mængden.
Det samme med oplevelser og væremåder. Hvis du er vant til at være en smilende og udadvendt person, der har mange jern i ilden, vil det jo ikke være noget specielt, hver gang du f.eks. skulle arrangere et arrangement eller en middag....NETOP fordi du efterhånden kører det på rutinen. Men det vil jo være specielt for de, der enten ikke kan finde ud af den slags, eller de der skal med, og ikke er vant til den slags arrangementer, osv. Og hvis du f.eks. er til en koncert, er det heller ikke sikkert, at selve det at være til en koncert er måske ikke så specielt, men selve koncerten kan jo godt være det. Så definéres det at være speciel af en selv? At noget, der er specielt for én, ikke er det for en anden?

..But I'm a creep
I'm a weirdo...

"Prøv lige at se hende der......at hun tør gøre det.". Øh? Hun har en tatovering... tør gøre hvad? Tør brænde sin krop for evigt? Tør vise, at hun tør ha' en kropsudsmykning? Gøre det fordi, hun syn's det er sejt, at ha' en tatovering? (Ja, måske for 10 år siden. Nu har alle det jo. Er det så stadig specielt??)......eller hvad mener man med en sådan udtalelse? Det samme med piercinger, frisurer (punker, skalder, rødt, blåt, orange)...er det specielt?? Er man en særling? En man bliver peget fingre af, bare fordi man gør noget med sit personlige udtryk....sit udseende?

Omgivelserne definerer en ud fra, hvem man omgås, eller hvor man færdes. Man puttes i kasser. Folk forventer, at du opfører sig, som det er normen i miljøet. Bjæf med de hunde du er iblandt. Hvis du er mand, elsker du pr. definition øl, sport og kvinder. Det er indiskutabelt!! Er du frisør eller fitnesspige er din favoritbeklædning garanteret toppe, der er lidt for korte, og du har et årsforbrug til solarier, der svarer til det samme årsforbrug af klippekort til offentlige transportmidler som studerende. Er du så BÅDE fitnesspige og studerende, forstår jeg godt du har et fritidsjob som ekspedient.
Kommer du på RockCaféen eller Under Uret her i Gaden, er du allerede puttet i en kasse af individer, der lægges mærke til. Men det er jo kun, når du er udenfor diskoteket. Indenfor er du jo kun en del af mængden. Et molekyle, der prøver at lave en kemisk forbindelse.
Og færdes du på bestemte hjemmesider på Nettet, skal du være en del af deres image....ja folk, forventer det nærmest....ellers kan de ikke håndtere det. De er jo vant til, at det er den slags, de møder på siden. Du kan kæmpe mod det....og virkelig kæmpe.......men kan du ændre noget ved det? Ender man ikke i sidste ende med at blive som de normale fordi det er det nemmeste? Eller mister man bare sin fornemmelse? Og så alligevel ikke.....det er jo nemt på Nettet kun at fremhæve, hvad man ønsker andre skal vide.....og når nogen så kommer ind i klubben og er, som de er i virkeligheden... og ikke lægger skjul på det. Hvem er så den underlige? De, der spillet spillet, eller den, der blotter sig?

Ender det virkelig med, at selv om man hadede at være den sidste, der blev valgt til rundbold i gymnastik, at det i virkeligheden var en forudbestemt handling af skæbnen, der gjorde, at man senere i livet ville være speciel? Ikke være bange for at skille sig ud fra mængden, og på den måde gøre, hvad man har lyst til uden at tænke specielt meget på hvordan omgivelserne vil tage imod det. Og er det ikke en styrke i sig selv, så længe man kan kontrollere det? At være speciel, mener jeg, handler om at være sig selv. Der skal nok være nogen, der siger du er normal alligevel. Men hvordan kan man være det, når man stræber efter at være noget specielt? Det kan man, fordi vi alle er individer helt ind i det inderste.

Og det er det, der gør det værd at trække vejret hver dag. At du aldrig kan være sikker på, om du er speciel eller normal. Det ved du først, når dagen er slut. Eller når du ikke længere trækker vejret.....men så er det vel lige meget, ik? Du kan alligevel ikke lave det om ...